Ny medarbejder - Ronnie

2 min. læsning
14. oktober, 2026
Ronnie (1)

 

Velkommen til Ronnie Schmidt Nicolaisen

Når vi siger, at AI skal være en naturlig del af fremtidens datadrevne beslutningsstøtte, så mener vi det. Derfor er det en stor glæde at byde velkommen til Ronnie Schmidt Nicolaisen som ny AI Analytics Consultant hos CogniTech.  Ronnie er ikke typen, der selv ville skrive et indlæg som det her. Så det gør vi for ham.

Et stort styk klippe

Ronnie er en mand i sin bedste alder, familiefar til to og tidligere professionel håndboldspiller. Han er, for at sige det ligeud, et stort styk klippe. Den slags spiller man helst har på sit eget hold, når der skal stå et forsvar.

Fra håndbolden har han taget en egenskab med sig, som vi sætter stor pris på: Han sætter sig et mål, og så går han efter det. Uden omsvøb, og uden at gøre et stort nummer ud af det bagefter.
Ingeniør med begge ben på jorden

Ronnie er nemlig nyuddannet civilingeniør fra Aarhus Universitet og kombinerer forretningsforståelse, data og teknologi. Ved siden af studierne har han arbejdet hos Siemens Energy med blandt andet Power BI, Power Apps, data og digitalisering. I sit speciale har han fokuseret på datakvalitet, data governance og AI som beslutningsstøtte.

Og så er der lige en kompetence mere, som vi bestemt ikke vil undervurdere. Ronnie har tidligere arbejdet hos Vild med Vin, hvor han havde ansvaret for Power BI og Business Intelligence. Data, AI og vin. Vi har lidt svært ved at se, hvad der skulle gå galt.

Det er ikke så ringe


Ronnie kommer fra Vestjylland, og det mærker man. Han gør ikke meget ud af sit væsen, og hvis man spørger ham, hvordan det går, er svaret nok, at det ikke er så ringe. Det er vestjysk for, at alt er i orden.
Bag det kampklare ydre gemmer sig en hjælpsom og imødekommende kollega, der har styr på sine ting. I en tid, hvor meget handler om overflade og hurtige resultater, er den underspillede facon med fokus på substans og kvalitet befriende. Det er en gave for os kolleger, og ikke mindst for vores kunder.

Fra gode idéer til reel værdi

Hos CogniTech bliver Ronnie en del af vores AI-team. Her skal han være med til at omsætte AI fra muligheder og gode idéer til løsninger, der skaber reel værdi i kundernes hverdag. For os handler AI ikke om teknologi for teknologiens skyld. Det handler om at kombinere AI, data og analytics, så vi kan automatisere det manuelle arbejde, skabe et bedre beslutningsgrundlag og frigive tid til det, der faktisk skaber værdi. Det kræver både faglighed og vedholdenhed, og dem har Ronnie begge dele af.

Velkommen på holdet


Vi er rigtig glade for, at Ronnie har valgt CogniTech, og vi glæder os til at få glæde af hans kompetencer, nysgerrighed og engagement.

Velkommen til, Ronnie. Vi lover ikke at gøre alt for meget ud af det.

Emner: Nyheder